Hvis man opfatter »The Gate« og »Borderline Warrior« som de to yderfløje i et vældigt triptykon om menneskets stræben efter at bestemme og overvinde sin angst for det ukendte, så udgøres den monumentale midterfløj af et endnu ikke realiseret projekt.
Det er kun værket, som ikke er fuldført. Ideen til projektet har allerede foreligget længe. Men ideen til titlen kom lige så pludseligt og overrumplende som indskydelsen til de foregående værker. Cronhammar vidste på daværende tidspunkt ikke, hvem denne »Elia« var. Han slog efter i et leksikon og fandt en henvisning til en beretning i Bibelen om en hellig mand og en åbenbaring. Beretningen står i Anden Kongebog og handler om profeten Elias’ himmelfart, om hvordan en ildvogn og ildheste kom og hentede Elias midt i et rasende stormvejr og førte ham til himmels. Navnet passede til projektet, som havde de to aldrig været adskilt.
Meget af det, som Cronhammar hidtil har lavet, har været bundet af udstillingsrummet. Gulvet – og rummet – har altid tvunget ham til indrømmelser og kompromisser. »Elia« derimod sprænger alle fysiske rammer og definerer sine egne. Det er det første af Cronhammars værker, der er tænkt som en udendørs installation – og vel at mærke som en installation af så gigantiske dimensioner, at der efter hans eget udsagn skal en mindre atombombe til at flytte den.
I fuldvoksen stand vil »Elia« ligne et vulkankrater, hvis profil tilnærmelsesvis er konveks. Men den har også mindelser om et inkatempel, en fabrik og et atomkraftværk. Grundplanen er en cirkel med en radius på tredive meter. Som med »The Gate« er man nødt til at bestige værket for at opleve det. Adgang til »mundingen« kan ske fra fire trappeforløb, der set ovenfra danner et ligebenet kors. Hele monumentet har form som toppen af en mægtig kugleskal af sort stål, der løfter sig elleve meter over jorden og øverst krones af fire stålsøjler over et kvadrat med en side på ti meter. Søjlerne afsluttes i kupler med rødt lys og lynspir. De øverste platforme er forbundet med søjlerne med et rækværk, hvorfra man kan se ned i skallens indre.
For fra skaktens dyb vil en tilfældighedsgenerator med uberegnelige mellemrum spy en mange meter høj gasflamme op, som når en vulkan slynger lava op af sit krater, eller skærsilden afgiver sin hedeste ånde. Men der er mere til det end varmen og synet, idet bunden eller soklen i »Elia« er formet som en parabol af asfalt. I et uvejr skal parabolen opfange og koncentrere himlens torden og sende den tilbage, hvor den kom fra. Da vil man føle det, som om kræfter i jordens indre forbinder sig med himlens ild for at vise, at det hele hænger sammen over hovederne og under fødderne på os, og at vi kun tør betragte os selv som en meget lille del af den store helhed, vi kalder universet.
Mennesket er stadig en betaget tilskuer til det ufattelige og forunderlige mysterium, som tilværelsen er. Betaget, overvældet og rystet langt ind i sin sjæl. Sådan har det været siden historiens begyndelse. Og sådan er det stadig i starten af det 21. århundrede, og hvad der eventuelt måtte følge efter.
