Teknisk beskrivelse

ELIAS udformning

Den udvendige krumme overflade er udformet som en kuglekalot med en kuglediameter på 88 m. Kuglekalottens diameter ved skæring med terræn er 60 m.

I kuglekalotten er mod hvert af de fire verdenshjørner indbygget 10 m brede trapper. Trapperne er med meget store trin (ca. dobbelt mål i forhold til en normal trappe). Trapperne ender i en platform ca. 11 m over terræn. Fra platformene kan man gennem en 10×10 m stor åbning i kuglekalotten se ind i skulpturens indre.

I hjørnerne mellem trapperne er anbragt fire søjler, der ca. 32 m over terræn ender i en rød kuppel, der er belyst fra undersiden og forsynet med lynspir.

Den indvendige bund i skulpturen er udført som en kuglekalot med en kuglediameter på ca. 220 m, hvilket giver en dybde i skulpturens midte på 4 m under terræn. Bunden i skulpturen er udført i asfaltbelægning.
Den udvendige kuglekalot med trapperne og de 4 søjler er udført i stål. Alle synlige overflader er malet i en sort farve.

Midt imellem de 4 søjler er der monteret en 5. søjle, hvori gasbrænderen er placeret ca. 2 m under den øverste platform. Gasbrænderne sender med tilfældige intervaller en ildsøjle med en diameter på ca. 1 m og en højde på ca. 8,4 m op mellem søjlerne.
Gasflammen udløses med tilfældige intervaller af en computer styret af sensorer – een gang inden for en 18 døgns periode. Flammen brænder hver gang i ca. 25 sekunder.

Søjlerne er jordforbundet, så de fungerer som opfangere af lynnedslag.
Ved. evt. lynnedslag opstår en kraftig resonansvirkning i skulpturens indre hulrum.

Adgang for servicepersonel til skulpturens indre sker via døre i 2 af trappeforløbene.

Mål og mængder

Dimensioner

  • Diameter v. terræn

    60,00 m

  • Højde o. terræn (søjler)

    32,00 m

  • Højde til øverste platform

    11,22 m

  • Radius i stålkuplen

    42,00 m

  • Radius i bund

    110,80 m

  • Trappe: Bredde

    10,00 m

  • Grund

    0,60 m

  • Stigning

    0,34 m

  • Åbning i top

    10×10 m

  • Søjlediameter nederste stålsøjle

    2,0 m

  • Søjlediameter øverste stålsøjle

    1,60 m

Materialeoversigt

  • Stålplader

    270 t

  • Konstruktionsstål

    80 t

  • Stålsøjler

    30 t

  • Beton

    250 m3

  • Pulverasfalt

    300 t

  • Armeringsjern

    15 t

  • Singels (drænlag under bund)

    420 m3

  • Singels (dræn langs omkreds)

    50 m3

  • Udgravet jordmængde

    7.000 m3

  • Behandlet ståloverflade

    7.000 m2

  • Ø90/160 mm drænrør

    250 m

  • Ø200 mm PVC-kloakrør

    100 m

  • Gasbrænder m. installation

    1 stk.

  • Computerstyret flammekontrol

    1 stk.

  • Lynafleder med fælles jordforbindelse

    4 stk.

  • Røde acrylkupler m. lys

    4 stk.

Overfladebehandling

Ståloverflader

De enkelte stålelementer sandblæses og rustbeskyttes med 15-20 my zinkprimer. Efter samling af delsektioner på værksted repareres denne forbehandling på tilsvarende vis i alle samlinger.
Når stålkonstruktioner er opstillet og alle samlinger er færdige gentages ovennævnte reparationer af forbehandlingen før slutbehandlingen. Denne består af min. 30 my epoxypolyuretan eller acryl, som påføres i tre lag på alle udvendige og indvendige flader. Stålsøjler behandles tilsvarende før opstilling.
Den beskrevne behandling vil maksimalt have en levetid på 15-20 år, forudsat at eventuelle skader repareres helt konsekvent.

Gasflamme

Tekniske specifikationer for gasflammen findes i rapport fra Naturgas Midt-Nord, som har foretaget gastekniske og sikkerhedsmæssige beregninger.

Bygningsbeskrivelse

Drænanlæg

Under asfaltbunden udføres et kapilarbrydendelag ved udlægning af et ca. 15 cm singelslag. Drænrørssystem udføres som tæppedræn som afledes til det offentligt regnvandssystem. Udformning af drænrørssystemet er afhængig af jordbundsforhold og grundvandsforekomst på byggestedet. Afvanding af den udvendige kuppel sker via en stenkastning langs skulpturens omkreds. Regnvand afledes til offentligt regnvandssystem.

Lynafledere

De fire søjler forsynes hver med en lynafleder.
Lynaflederne forbindes med en fælles jordforbindelse, der etableres i søjle- og randfundament.

Stålsøjler

Søjlerne prefabrikeres f.eks. på en fabrik. Søjlerne udføres med en diameter på henholdsvis 2 og 1,6 m. Stålsøjlerne forsynes øverst med røde acrylkupler, der forsynes med indvendige lyskilder.

Stålkonstruktioner

Skulpturens krumme flader, kuplen udføres af 5-6 mm stålplader, som dels afstives med valsede IPE 360-profiler (radialt) og HE 140 A-profiler (cirkulært). Tilsvarende udføres trappekonstruktionen af 5-6 mm plader. Al formning af plader og profiler samt fremstilling af delsektioner (trappevanger og stålsøjler) udføres på værksted i maks størrelse af hensyn til transport. Samlingen af disse delsektioner til den færdige skulptur foretages på stedet med hjælp af mobilkraner til selve opstillingen. Alle samlinger mellem stålpladerne svejses og fugen mellem pladerne lukkes med svejsesøm inden overfladebehandling. Stålkonstruktionen fastgøres til randfundamenter v.h.a. indstøbningsbeslag, ligesom der udføres fast forbindelse til de fire stålsøjler. Udover disse forbindelser er stålkonstruktioner selvbærende. Den samlede mængde stål der anvendes er ca. 400 tons.

Gasanlæg

I midten af kuplen placeres et stålrør, der anvendes til teknikrum for gasinstallationerne og som afsluttes ca. 2 m under stålkuplens top hvor gasbrænderen placeres.

Drænanlæg

Under asfaltbunden udføres et kapilarbrydendelag ved udlægning af et ca. 15 cm singelslag. Drænrørssystem udføres som tæppedræn som afledes til det offentligt regnvandssystem. Udformning af drænrørssystemet er afhængig af jordbundsforhold og grundvandsforekomst på byggestedet. Afvanding af den udvendige kuppel sker via en stenkastning langs skulpturens omkreds. Regnvand afledes til offentligt regnvandssystem.

Udgravning

Bunden i skulpturen udgraves som indvendig side af en kuglekalot med en diameter på 110,8 m.
Dette betyder, at der med udgangspunktt i et plan terræn på byggestedet skal udgraves ca. 7000 m3 jord. Der skal tilføres og indbygges ca. 14.000 m3 jord.

Betonkonstruktioner

Stålkuplen bæres dels af fire stk. stålsøjler og dels af et cirkulært randfundament.
Søjle- og randfundamentet støbes på stedet i en udgravning til frostfri dybde.
Bredde på randfundamentet variere fra 0,8 – 1,0 m afhængig af jordens bæreevne.
Søjle- og randfundamenter støbes insitu i forskallingskassetter.

ADVARSEL

Af hensyn til eventuelle misforståelser skal det understreges, at det er forbundet med absolut livsfare at opholde sig på eller nær ved skulpturen i tordenvejr.

Alle fotos af ELIA er taget af Christina Capetillo.
Alle fotos af tilblivelsen er taget af Gunnar Merrild

Copyright © 2021 ELIA - CVR: 37573175 - Hjemmesiden er lavet af Samuraj